Ud for Northumbria den [bad word] ø la
 For enden af ebbe-vejen, vandret af få
 Kranset af vand, den kolde nordsø
 Et kloster af sten der stod på den ø
 Forvaret af bø lger, i fred at gøre bod
 Munkenes sjæle var frelste, de troed
 Rædslen for storme var gemt af veje
 For hvem ville tro, at døden ku' sejle?

 I det herrens år syvhundred' nititre
 En mørk vinter morgen hyllet i sne
 Skyerne spyed' torden og lyn
 Og orme skreg, så grimt et syn
 Tre snekker sås, af skåret stavn hver
 Læssed' med stridsmænd, en hendningehær
 Ført over havet i vindenes vold
 Væbnet i læder, brynje og skjold

 Uden et ord, de stormed' den strand
 Ilden i hjertet lysted for strid
 Guds mænd må slagtes, hver eneste mand
 Danskerne kendte kun hæder og mod
 Brødrene kendte kun barmhjertighed
 Som bytte for ravnen de egned' sig mest
 De elsked' deres frelser, de elsked' deres fred
 Men hyrden så på mens flokken blev flået

 Huden blev heven fra kød og fra ben,
 Skønt de havde deres herre, døde de alene
 Ingen ku' måle sige med danskernes vrede
 Døden de mødte i helligt højkor
 Med sværdet til hjalten blev de gennemboret
 Helgenblod gydtes på højaltrets dug

 Hjemad de sejled' fra ran og slagtning
 Hedningen, dansken, den stygge viking
 Byttet var stort, og tabene små
 Til de døde, de drak til de lå
 De sang om deres ære, om gudernes gunst
 De sang om den gode mjødbrygningskunst
 I midgårds store sale de sang om deres dåd
 I hjemlandets møer sæden blev såed

 Vil verden nogensinde se dem igen
 Der voldtog deres døtre og slagted' deres mænd
 Stjal fra deres kirker og fyred' deres hjem
 Det var en forsmag af, hvad der ville ske
 Mange flere snekker var derefter set
 Mange flere liv blev ladet i strid
 Lindisfarne varsled' vikingetid