En skabning af rosens mørke svælg var han
 Næp var han levende, næp var han mand
 Et udyr tyndt forklædt I menneskets form
 Fra hvilken turses liv sprang denne orm?, 

 Hvad er det der overfor mig står?
 Klædt i tand og klo og med filted' hår
 Så høj som en eg, så usselt hugget ud
 Intet hærdet blad kunne bryde hans pansred' hud. 

 Hud som den af lindorms grå skællet brynje
 Folkets hadske fjende.
 Fra hans slummervækket af vorjes lystig' lag
 Mord ottdød lagde han for dag. 

 Grendel! 

 Han flænged' mine frænder med hans strimed' næve
 For hans vrede kunn' man sig ej bjærge
 Deres kød var reven, deres skaller kløved'
 År gik før kvalen døvedes. 

 Han trak sig til mosen, medhans stygge rov
 Mætted' sig på blod og skrog
 Frelse må vel komme fra en fremmed kyst
 Før grendel slår hans sidste høst. 

 Grendel du nævnes, natfens dødfødt skabning
 Bragt på en siet vind, bragt på sorten ving
 Snart skal du dræbes af en kamp-klædt konning
 Læng' skal vi synge om grendels halshugning.