Over sorte heder rider han 
Stille løfter han sit sværd 
Og forsvinder in i tågelandet 

Over sorte heder rider han 
Stille løfter han sit sværd 
Og forsvinder ind i tågelandet 

Over fjeldene og ind i skovåbningen 
Han bliver ramt af en skærende kulde 
Mens mørket sænker sig dybt over ham 

Stille fælder han en tåre over hans 
Forfædre som for altid er glemt... 

Han ser den gamle grahøj åbne sig [bad word] vandrer trolde of jætter på 
Deres vanlige natfærd... 

Tågen ligger tykt denne vinternat 
Stille rider han videre på de mørke stier 
Skumringen svæver stærkt i hans frosne skov 

Hans sorte kappe anes langt derfra 
Dybt i skovens bund ved de han er nær 
Frygtløs gennem vinterskoven rider han 
Som var han bundet af en andedn sjæl... 

Over sorte heder rider han 
I denne nat er ingenting stille 
De krogede grene spejles i månelyset 
Til man ikke kan se ham fra højen stor 

Videre kommer han nær 
Skoven vil ikke tage ende 
Vildfaren er end ikke han 
Han rider gennem den sorte nat 

Han stopper ved en cirkel af ege 
Skumle huler under stenene ved højen stor 
Ham ved at flere øjne beskuer hans mørke sing 
Men stille forsvinder han igen... 

I udkanten af buskområdet 
I søens måneskær, hvor kun åmændene holder til 
Han får et glimt af nattejægeren der forsvinder i horisonten 
En empusa kalder i det fjerne, men videre rider han... 

Skovfolket trækker langsomt ud igen 
De skuer efter ham, me tågen overtager 
Stille...inden han forsvinder i horistonten 
Or rider over de sorte heder igen...